Den store Mester, Herren Maitreya, samles på denne dag i sit retreat i Himalaya-bjergene sammen med Hierarkiets Mestre for endnu en gang at fremlægge Buddhas sidste tale til menneskeheden for 2500 år siden. Talen drejer sig om de fire ædle sandheder om lidelsens natur og den ottefoldige vej, som viser den åndeligt søgende ud af lidelsens afmægtige greb. Buddha forklarer, at vi skal forholde os til og forstå årsagen til lidelsen, og han belyser betydningen af ret tale, rette tanker, ret levevis, rette handlinger og ret erindring.
Den spirituelt forankrede seer forklarer, at denne planet også kaldes lidelsens planet. Er det så svært at forstå, at menneskets største udvikling sker gennem lidelse og smerte? Ja, det må vi erkende, at det er.
De fleste mennesker søger at undgå konflikter i den tro, at det er her, de møder mindst modstand i deres liv. De forsøger at undgå det, der gør ondt og skaber lidelse, fordi de ved instinktivt, at det er her, de får færrest skrammer og færrest nederlag – men det er samtidig her, de lærer mindst. Måske er det naturligt, at mange vægrer sig ved at springe ud på det dybe vand, når de hverken kan bunde eller svømme.
Der findes dog mennesker, som bevidst går udenom den lette vej – den mindste modstands vej. De søger den smerte, der følger den største modstands retning for derved at nå bjergets top. De har dybt inde i visdommens hjerte erkendt, at hvis de skal forvandle det personlige mørke til lys, forvandle angst til frihed og forvandle deres afhængighed af livets goder til frigørelse fra det personlige begær, så må de bevidst søge modstanden og ikke fravælge den. De lægger sig ikke ned og venter på, at andre handler i deres sted, og de beder ikke om, at Manden med leen vil skynde sig.
De fleste ønsker, som Biblens Job, at forstå smerten og lidelsen, før de prøver at acceptere den. De løber bort, når de konfronteres med den, og nægter at tage imod den, idet de mener, at det aldrig er dem, der rullede bolden ned af bjerget eller startede årsagen til smerten – det er altid de andre. De oplever sig selv som ofre for andres uhensigtsmæssige og uretfærdige handlinger. Findes der da en redningsplanke for den sande søgende, som er bundærlig over for sig selv og andre, og som ikke fornægter at være medspiller – og til tider modspiller – i lidelsens historik? Mesteren Djwhal Khul, også kaldet Tibetaneren, taler om at tjene og udvise tålmodighed. Han siger:
”Ved en nøje agtpågivenhed over for sine medmenneskers behov og ved hjælp af den ikke-beklagende udholdenhed.”
Han siger desuden, at vi skal lære at stå fast og urørlig uanset, hvad der sker i vort liv:
”Der er forfærdende lidelser overalt i verden. Mennesket må tage sig af både fysiske og psykiske lidelser, selv om mennesket lider mentalt.”
At bevidst vælge situationer med den største modstand i stedet for den mindste kræver styrke og mod. Uden frygt for at tabe ansigt, fejle eller erkende sine nederlag – og altid parat til at hjælpe andre, uanset hvad prisen er. Erkendelse giver styrke til nye udfordringer. Blikket er rettet mod personlig forandring og mod at tjene andre, hvilket skaber afstand til personlige konflikter i erkendelse af, at det lille ego kun er et støvgran på verdensalteret.
At tjene andre er også at erkende, at der er situationer i livet, hvor andres behov kommer før ens egne. Denne verden bliver ikke et bedre sted, før det enkelte menneske lærer at tilsidesætte sine til tider umættelige behov for personlig nydelse og vinding. Menneskeheden har brug for ikoner, der har ydet det største offer – deres eget liv for at hjælpe andre – eller som har levet i fængsel i kamp mod uret og nedgørelse. Det er mennesker, som aldrig har overvejet, om livet gik gennem den mindste eller den største modstand.
Asala – fuldmånen i Tvillingerne – fejres som en af de store åndelige festivaler og udgør et åndeligt fokus for den energi, vi kalder ”den gode viljes hensigt”. Det er på denne dag, vi mindes betydningen af rette menneskelige relationer: at vi alle er brødre og søstre uanset hudfarve, religion og national tilhørsforhold.
Rette menneskelige relationer, forankret i den gode vilje, er menneskets håb og den livskvalitet, vi må bære videre for at skabe en bedre verden. Uden håb om rette menneskelige relationer har menneskeheden ingen fremtid.
Der er stadig mange landes regeringer, der træder på menneskets basale demokratiske rettigheder. De har møjsommeligt bygget fæstninger, borge og indhegninger, fordi de frygter det menneske, der ikke længere kan knægtes og undertrykkes.
Der er stadig en kamp, der skal kæmpes på såvel de indre som de ydre linjer, før mennesket fuldt ud kan vælge sin egen frie vej.
Vi må aldrig glemme, at vi er sat i livet for at tjene en større helhed, og at vi må tjene med tålmodighed.
Som Mesteren Djwhal Khul skriver:
”Menneskesønner er et, og jeg er et med dem.
Jeg søger at elske, ikke at hade.
Jeg søger at tjene, ikke at fordre skyldig tjeneste.
Jeg søger at hele, ikke at såre.
Lad indre enhed vise sig, og ydre skel forsvinde.
Lad kærlighed sejre.
Lad alle mennesker elske.”
Tekst af Jan Ruben, 16. juni 2019
Kildehenvisninger:
Discipelskab i den Nye Tidsalder af Alice A. Bailey
Hierarkiets Tilsynekomst af Alice A. Bailey
Kristi Genkomst af Alice A. Bailey