Teosofisk Fellowship er et universelt søster- og broderskab af hjertet, en del af Maitreya Sangha1
Tak for din interesse for Teosofisk Fellowship. Lad mig forklare ganske kort om Fellowships baggrund og overbevisning.
Teosofisk Fellowship har sine rødder i den teosofiske tradition, som blev startet af H. P. Blavatsky, H. S. Olcott, Annie Besant, C. W. Leadbeater og andre i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Som du måske ved, henviser betegnelsen ”teosofi” til guddommelig visdom.
I 1975 begyndte Ananda Tara Shan sit arbejde for Det Åndelige Hierarki, Jordens Indre Styre. Dette arbejde førte til grundlæggelsen af Society for Maitreya Theosophy i 1991; The Theosophical Fellowship i 1994; og Heart Flow Worldwide i 2001.
Ananda Tara Shan er en mystiker og lærer i teosofi, som hun underviser i på en praktisk måde for at hjælpe mennesker med at udvikle sig åndeligt i Maitreyas Hjerte. Hun arbejder for at bringe Maitreyas Hjerte igennem i Heart Flow undervisning og i ceremonielt arbejde.
Ananda gik over på de indre planer i november 2002, men hendes lære og vores forbindelse til hende i vores hjerter fortsætter med at inspirere og vejlede Fellowships arbejde.
Ananda giver nøgler til hjertets visdom ved at fremme Hjertets Vej gennem meditation, healing, verdenstjeneste og Heart Flow undervisning. For at understøtte denne undervisning har hun udviklet et meditationssystem, et healingssystem, ceremonielle ordener til verdenstjeneste og Heart Flow undervisning til aktive mennesker, som ønsker at tjene under Herren Maitreyas Hjerte. Mange åndeligt søgende er blevet ledt ind til et liv i et højere lys ved at praktisere denne lære.
”Vi betragter Herren Maitreya som den indre leder af The Theosophical Fellowship, idet Han inspirerede til dets grundlæggelse. Herren Maitreya er den øverste i det Åndelige Hierarki, Den Opstandne Kristus (Bodhisattva’en), Jordens Hjerte og Den Store Lysbringer, hvis Hjerte strømmer over af kærlighed til og medfølelse for alt levende.
Hans indre vejledning og aldrig svigtende loyalitet overfor menneskeheden inspirerer os til, så godt vi kan, at formidle Hans Hjertes Lys gennem alle aktiviteterne i Teosofisk Fellowship. Fellowship tager aktiv del i Herren Maitreyas globale bestræbelse på at bringe balance til Jorden og menneskeheden, så Jorden bliver et bedre sted for alle, og menneskeheden kan lære at gå middelvejen.
Dette vil Herren Maitreya, Hjertets Avatar, med tiden formå at skabe. I 1986 forbandt Han Sig med Syntesens Avatar, og igennem Deres samarbejde i Vandmandens Tidsalder er De blevet Kærlighed og Vilje i handling på Jorden."
Ananda Tara Shan
De tre organisatoriske legemer, der er etableret, repræsenterer hver et aspekt og fungerer som et fokus for forskellige dele af arbejdet. Teosofisk Fellowship er fokus for et universelt broder/søsterskab. Det centrale arbejde for Society for Maitreya Theosophy er udbredelsen af den undervisning, der relaterer til det at leve et liv, hvor hjerte og sind er i balance. Heart Flow Worldwide er et fokus for mennesker, der arbejder ud fra deres hjertes godhed, og er et netværk af mennesker, der stræber efter at leve deres liv fra hjertet baseret på principperne for godhed, skønhed, retfærdighed, kreativitet, uselvisk tjeneste, frihed og udholdenhed.
Den primære vægt i samarbejdet med Hierarkiet har gennem årene været lagt på at støtte opretholdelsen af verdensfred. Siden 1975 er der blevet afholdt verdensfredstjenester for at bidrage til healing af Jorden og menneskeheden. Healingsarbejdet i Australien udføres gennem Church of the Resurrected Life, der drives af The Theosophical Fellowship, og Church of the Sacred Heart of Maitreya, der drives af Society for Maitreya Theosophy. Begge kirker er tilknyttet Associated Spiritual Churches i Australien.
”I kirkerne genopføres de hellige mysterier ceremonielt for at gøre mysteriernes skønhed virkelige for alle deltagere. I kirkens tjenester taler vi med og virker for Gud, Logos, når vi arbejder ceremonielt; for ceremonierne løfter os til mægtige højder af åndelig bevågenhed, hvor vi i vores højere selv bevidst samarbejder med ophøjede væsener, engle og visdommens mestre. Ceremonierne fungerer også som redskaber for opstandelse.”
Ananda Tara Shan
Som en del af Teosofisk Fellowships healingsarbejde er der dannet grupper af healere i forskellige dele af verden, hovedsageligt i Australien og Skandinavien. Nogle af disse grupper har dannet loger og centre bygget på teosofiske principper.
Disse healere eller verdenstjenere består af mennesker fra alle samfundslag med almindelige jobs; de stræber efter at bringe en bevidsthed om livets indre væren ind i deres dagligdag uden dogmatisme eller en holdning præget af frelsthed. Gennem meditation og studiet af teosofi i alle dets aspekter, det være sig filosofiske, religiøse, psykologiske eller videnskabelige, stræber hver tjener efter at anvende principperne for et positivt liv til glæde og gavn for alle.
Udover at stræbe efter at tilføje disse principper til det daglige liv forpligter hvert medlem af en gruppe sig til regelmæssigt meditationsarbejde (han og hun kan også arbejde for sig selv), hvor vægten lægges på at heale Jordens sfære såvel som at deltage i at sende healing ind i menneskehedens kollektive bevidsthed, ind i de tanker og følelser, som har behov for healing - hvilke der er mange af.
I årenes løb har Ananda Tara Shan skrevet en omfattende vejledningsmanual for healingstjenester og kirketjenester, der i kraft af deres opbygning skaber en åbning til og en kanal for de energier, der står bag de skrevne dokumenter, som er udgivet af H. P. Blavatsky, A. A. Bailey og Helena Roerich.
Fellowships vidtspændende healings- og meditationssystem, skrevet af Ananda Tara Shan sammen med nogle af mestrene fra det Åndelige Hierarki, passer til vesterlændinges sind og krop. Disse systemer og teknikker bliver benyttet af studerende i adskillige lande, mennesker, der har en oprigtig interesse i at deltage i healingsarbejde for Jorden.
Teosofisk Fellowship leder også skoler og workshops om forskellige emner for at hjælpe enhver person af god vilje, som søger viden om, hvordan han eller hun kan forbedre sit liv.
Fellowship er universel i sin filosofi og måde at arbejde på forstået på den måde, at enhver kan komme og deltage og bringe deres eget trossystem, deres lærer eller filosofi med ind i arbejdet. Ligeledes er niveauet for forpligtelse eller ikke-forpligtelse naturligvis også op til den enkelte. Vi har medlemmer, der er praktiserende jøder, buddhister og kristne, såvel som nogle der inddrager traditioner fra aboriginals, indianere og Islam i deres praksis.
I Australien har Fellowship smukke faciliteter i Melbourne og Daylesford, som vi er meget taknemmelige for. Der findes også centre i Danmark i København og Esbjerg og på Island i Reykjavik. Disse faciliteter bliver brugt til meditationer og healingstjenester - energiarbejde, som vi også kalder det - såvel som til undervisning. Faciliteterne er dedikerede som helligdomme til at fremme verdensfreden, og vi håber og tror på, at de har en indvirkning på deres omgivelser på linje med andre helligdomme. Vi håber ligeledes, at folk kan komme her, som nogle kommer nu, fra hele verden og finde håb, trøst, healing og inspiration til at fortsætte deres vej i livet uden at skulle bekymre sig om penge eller føle sig presset ind i nogen form for tilhørsforhold eller trossystem.
Det er Fellowships mål at skabe et miljø, hvor de enkelte besøgende eller deltagere i stilheden i deres eget hjerte, kan søge svarene på spørgsmålene vedrørende deres liv.
Vi har en god professionel stab, som udover deres professionelle arbejde tilbyder deres færdigheder som en del af deres verdenstjeneste til at drive Teosofisk Fellowship. Det er mit indtryk, at de udfører dette arbejde som frivillige, fordi de tror på tjenestearbejde sammen med andre mennesker, grupper og organisationer i mange forskellige områder rundt om på kloden, som også arbejder til gavn for den verden, vi alle er en del af.
Jeg tror på, at vi - alle disse personer, grupper og organisationer - hjælper hinanden og verden ved at forblive åbne overfor det faktum, at vi alle har vores rolle at spille og skal respektere dette. Hvad den ene gør, er ikke bedre end, hvad den anden gør. Gennem en sådan livsanskuelse tror jeg, at vi kan se de positive ting omkring os mere klart, og mange muligheder indenfor kreativt, givende, glædesfyldt og succesfyldt arbejde åbnes op for os.
Fellowship virker næsten udelukkende ved hjælp af donationer og tilbyder sin undervisning vederlagsfrit. Derfor vil bidrag, der gives frit fra hjertet, blive modtaget med stor taknemmelighed.
Jeg håber, at det jeg har skrevet, har svaret på nogle af dine spørgsmål om Teosofisk Fellowship. Hvis du føler, du gerne vil have mere information, må du endelig kontakte mig. Du er også meget velkommen til at besøge vores faciliteter.
Med de venligste hilsener
Pauli T. Pallesen
Præsident
For mere information om The Theosophical Fellowship henvises til web-adressen www.theosophical.net.au.
1 Maitreya Sangha
Der findes et åndeligt fællesskab på Jorden, bestående af sjæle, der på det fysiske plan hører til et bredt spektrum med hensyn til oprindelse og grupperinger, men som i det indre er motiverede af det samme mål, - det at bevare Jorden for de kommende generationer. Disse mennesker søger et større kendskab til den guddommelige visdom, så de kan tage del i at skabe Hjertets Vej med Herren Maitreya, som er Verdenslæreren og Den Opstandne Kristus.
Medlemmerne i dette fællesskab, Maitreya Sanghaen, er de praktiske mystikere, de intellektuelle, som næres af hjertet, dem der behandler andre med ærlighed og retfærdighed. Det er dem, der vil gøre alt, så længe det bygger på det godes princip, for at lede menneskeheden mod en ny verden, der er bygget på Hjertets Love. De findes i alle samfundslag, og deres ønske om at leve et højere liv gør dem til medskabere sammen med store Lysvæsener, idet de fra deres eget indre fremtræder med en dyb følelse af ansvarlighed og medfølende holdning til alt liv på planeten.
Titel: Teosofisk Fellowship, original titel: The Theosophical Fellowship (2003).
The Theosophical Fellowship ACN 057 459 604 P.O. Box 300 Daylesford, Victoria 3460 Australia
Telephone: 61-3-5348-1278 Website: www.theosophical.net.au E-mail:
På dansk med tilladelse fra The Theosophical Fellowship.
Dansk udgave © Copyright 2017, Center for Levende Teosofi og Heart Flow Foreningen.
Center for Levende Teosofi, Sankt Peders Stræde 27B, 1453 København K, Danmark
Telefon: 61 69 21 49, E-mail:
Heart Flow Foreningen, Strandbygade 46B, 6700 Esbjerg, Danmark
Telefon: 50 11 86 30, E-mail: